Serialisme

Extract

En kompositionsmetode, hvor en fast permutation, eller serie, af elementer er referentiel (dvs. at håndteringen af disse elementer i kompositionen i et vist omfang og på en vis måde styres af serien). Oftest er de elementer, der er arrangeret i serien, de 12 toner i den lige tempererede skala. Sådan var det i den teknik, som Schönberg introducerede i begyndelsen af 1920’erne og som han anvendte i de fleste af sine efterfølgende kompositioner. Serialismen blev hurtigt taget op af hans elever, herunder Berg og Webern, og derefter af deres elever, men i første omgang ikke af mange uden for denne kreds, idet de vigtigste undtagelser er Dallapiccola og Krenek. Metoden spredte sig mere bredt og hurtigt i årtiet efter Anden Verdenskrig, hvor Babbitt, Boulez, Nono og Stockhausen producerede deres første anerkendte værker. Disse komponister og deres kolleger udvidede undertiden serialismen til at omfatte andre elementer end tonehøjde, navnlig varighed, dynamik og klangfarve. Samtidig begyndte de serielle teknikker at blive anvendt af allerede etablerede komponister; her var Stravinskij det fremragende eksempel. De mange forskellige komponister, der er nævnt indtil nu, bør vise, at serialismen ikke i sig selv kan beskrives som et kompositionssystem og endnu mindre som en stilart. Serialisme er heller ikke på en eller anden måde uforenelig med tonalitet, som det f.eks. fremgår af værker af Berg og Stravinsky, selv om den oftest er blevet anvendt som et middel til at opbygge tonehøjdemæssige strukturer i atonal musik….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.